Så er det endnu engang blevet tid til at indsende forslag til workshopper til årets Augustkursus!
Ansøgningen skal sendes til besty@testrupelev.dk senest d. 31. januar 2025.
Hvis du har en god ide og et godt væsen, så send endelig en workshop-ansøgning eller et spørgsmål til os! Din ansøgning behøver ikke være perfekt første gang, du sender den.
Læs gerne hele dokumentet før du skriver og sender din ansøgning <3
Hvad er en workshop?
En workshop er et forløb med et fagligt indhold, der ligger om eftermiddagen under Augustkurset også kaldet Auguku™. ALLE kan være workshoplærere, og der er traditionelt næsten ingen grænser for fortolkningen og udformningen af en workshop, så længe der er en eller anden forbindelse til en faglig idé eller indhold. Musik, tømrerarbejde, teater, madlavning, sang, kunst, arkitektur, sport, leg, spil, politik, samfund, førstehjælp, filosofi, natur, en blanding af det hele, og find selv på flere. Kun fantasien sætter grænser! Det kan munde ud i tysk schlager til fransk avantgarde, at lære håbløse humanister glæden ved gør-det-selv, genopførelse af TV2 Charlie i tre akter, udforskning af de gastronomiske glæder ved fermentering, byggeriet af en social konstruktion etc. Fredag eftermiddag er sat af til de workshopper og linjefag, som vil fremvise, hvad de har lavet.
Workshoplærer på Auguku™
Som workshoplærer får man muligheden for at føre sin drømmeworkshop ud i livet, og være underviser for en masse engagerede og glade kursister på Auguku. Undervisningen ligger om eftermiddagen søndag, mandag, tirsdag og torsdag med et kvarters indlagt pause. Man kan som udgangspunkt være en eller to workshoplærere per workshop, men er der et godt argument for at være tre vil en tredje workshoplærers deltagelse tages med til overvejelse. Man er ansat af skolen, og man modtager derfor et honorar for det arbejde, man lægger i undervisningen. Selvom dette er tilfældet, er man med på resten af kurset på stort set lige vilkår som kursisterne. Man bor i husene sammen med kursister, spiser med til alle måltider, deltager i fest, kulturcafe og strandture, ligeså meget som man har lyst til, og så har man det bare fedt!
Vi har på tidligere kurser haft stor glæde af, at workshoplærere har hjulpet med et par praktiske gøremål på Auguku, såsom at tage et par bartjanser. Der er ikke et krav om at workshoplærere på Auguku hjælper med disse ting, kun at du underviser workshoppen, men vi i Besty bliver ekstra glade, hvis man som workshoplærer har lyst til at give en praktisk hånd hist og her <3
Ansøgningens indhold
Ansøgningen skal mindst indeholde følgende:
- navn, e-mail og telefonnummer på alle workshoplærere.
- Én primær kontaktperson på workshoppen
- Ca. 150 ords workshopbeskrivelse, der kommer op på testrupelev.dk, hvor workshoppen beskrives og ”sælges” til kursisterne.
- Motiveret ansøgning (se under “Motivation” længere nede)
- Udkast til et ugeprogram der konkret skitserer undervisningen dag til dag. Det behøver ikke være et skema, der beskriver undervisningen time for time, men vi vil gerne have et realistisk indtryk af, hvad kursisterne kommer til at lave i undervisningen. Er der indhold og progression?
Suppler eventuelt med følgende:
- maksimum antal deltagere, evt. minimum.
- Lokaleønsker
- et bud på et budget, hvis din workshop har nogle udgifter (skolen kan refundere op til 1.000 kr. relevante udgifter). Hvis I på workshoppen f.eks. ønsker at bidrage med noget permanent til skolen, eller har et ønske om et udvidet budget, bør det beskrives her.
- skitser det endelige produkt, eller beskriv den afsluttende forestilling/fremvisning, hvis forløbet slutter med dette (det behøver det ikke).
Motivation
Ansøgningen skal på ½ – 2 sider (ca.) forsøge at gøre det klart for os, hvad der er målet med workshoppen, og hvorfor du mener, din workshop vil være et hit på årets Auguku™. Vi ved godt, det kan være svært at få en genial idé til at lyde lige så genial i en skriftlig ansøgning!
Hold det konkret, kort og præcist: Hvad skal kursisterne lave på workshoppen? Hvorfor er det fedt/spændende/lærerigt/sjovt/ tankevækkende/udfordrende? Hvad er den røde tråd? Hvorfor er I de helt rette til at lave denne workshop? Hvordan løser I eventuelle praktiske udfordringer? (Det er ærgerligt, hvis noget simpelthen lyder for godt til at være sandt, eller urealistisk i vores ører.)
Der er ikke nogen færdig opskrift på Auguku™-workshopper! Vi er meget åbne over for workshopemner – men vi lægger vægt på originalitet og fagligt indhold, når vi udvælger workshopperne.
Se også gerne eksempler på tidligere ansøgninger på www.testrupelev.dk, eller skriv til os på besty@testrupelev.dk hvis I er i tvivl om hvordan jeres ansøgning bliver helt kanon.
Bestyrelsens behandling af workshopforslag
I forbindelse med Augustkurset er det en af Bestys opgaver at beslutte hvilke workshops der skal oprettes, og hvilke der ikke skal. Der er typisk flere forslag til workshopper, end der er plads til på kurset, så man kan ikke være sikker på at komme med, bare fordi man har sendt en ansøgning afsted. Når vi bestemmer om en workshop skal oprettes eller ej, lægger vi vægt på mange forskellige faktorer, og bedømmelsen tager udgangspunkt i, hvad der står i ansøgningerne. Er der noget for enhver smag? Har det en faglig forankring? Kan man forvente, at der kommer nok deltagere?
Vi forsøger i samarbejde med skolen at skabe et kursus med diversitet i undervisningen på tværs af både linjefag og workshops. Derfor spiller originalitet og unikke koncepter ind i vores beslutningstagen. Hvis der er tre ansøgninger om at afholde workshops hvor der skal males, så er det nok ikke alle tre der kommer med!
Oprettelse og afslag bliver meddelt telefonisk til kontaktpersonen.
Vi glæder os til at høre fra jer!
Kærlig hilsen Besty