Kære medlem!
Vi håber, du nyder sommerens tilstande og ikke smelter helt! Her i sommervarmen kommer lige et nyhedsbrev, da vi har lidt ting, vi gerne vil fortælle. God læselyst!
(Lige en hurtig én inden læsningen: Du kan nå at købe din billet til elevmødet her: testrupelev.dk/elevmoede-2026. Vi ses!)
Vedtægtsændringer

Skolens bestyrelse har haft FFD (Folkehøjskolernes Forening i Danmark) til at kigge skolens vedtægter igennem. I den forbindelse blev der sået tvivl om lovligheden af skolens vedtægter, og FFD anbefalede skolens bestyrelse at revidere skolens vedtægter, så bl.a. valget til skolens bestyrelse bliver mere demokratisk.
Dette har har givet anledning til en revision af skolens vedtægter, hvor den store ændring er, at skolekredsen bliver nedlagt og genopstår tættere tilknyttet til skolen. Den nye skolekreds generalforsamling bliver derved også skolens generalforsamling. Ændringerne er lavet med et ønsket om en demokratisering af skolens vedtægter og en mere gennemsigtig ordning for valg til skolens bestyrelse – svarende til mange andre højskolers praksis.
Da skolens bestyrelse lige nu bl.a. består af mandater udpeget af skolens elevforening, er det derfor også nødvendigt at ændre elevforeningens vedtægter, så paragraffen angående valg til skolens bestyrelse går hånd i hånd med skolens vedtægter. Hvis altså skolen vælger at ændre deres vedtægter.
Paragraffen, som vil skulle ændres, hvis skolen ændrer deres vedtægter, er “§9 Valg til skolens bestyrelse”.
Det, der nok kunne falde en mest i øjnene af at læse forslaget til ændringen af §9 nedenfor, er, at elevforeningen fremover vil vælge 1 medlem til skolens bestyrelse i stedet for 4. Dette vil kunne opleves som et tab af indflydelse i skolens bestyrelse, og det reagerede vi i elevforeningens bestyrelse også på. Efter gode dialoger med elevforeningens mandater i skolens bestyrelse blev det dog klart for os, at den indflydelse stadig vil kunne tilgås gennem valget til skolens bestyrelse på den nye skolekreds’ generalforsamling. Valget til skolens bestyrelse bliver på denne måde mere demokratisk, mens tilgangen til indflydelse flyttes over i den nye skolekreds, som alle kan melde sig ind i. Det skal derudover ikke glemmes, at elevforeningen stadig vil vælge 1 mandat, som vil blive en stærk kanal ind i skolens bestyrelsesrum.
I forbindelse med alt dette kiggede vi også hele elevforeningens vedtægter igennem for at se, om der var andre steder, vi kunne opdatere, og vi fandt flere punkter, hvor vi mener, det kunne give mening at ændre noget.
Da vi er en demokratisk forening, skal alle ændringer forelægges generalforsamlingen og stemmes igennem eller forkastes. Dette har gjort, at vi har valgt at fokusere på 2 indstillinger til vedtægtsændringer:
- Indstilling 1: Ændring af §9
- Indstilling 2: Redaktionelle ændringer
Nedenfor kan du læse elevforeningens bestyrelses indstillinger til ændringer af elevforeningens vedtægter:
—
Indstillinger til ændring af Elevforeningen for Testrup Højskoles vedtægter
Indstilling 1 – Ændring af §9
Nuværende:
§9 Valg til Testrup Højskoles bestyrelseElevforeningen vælger ved urafstemning 4 medlemmer til Den selvejende institution Testrup Højskoles bestyrelse. Dette valg foregår efter nærmere fastsatte regler, nedfældet i vedtægterne for Testrup Højskole. Kandidatopstilling sker på elevforeningens ordinære generalforsamling.
Forslag:
§9 Valg til Testrup Højskoles bestyrelseElevforeningen vælger 1 medlem til Testrup Højskoles bestyrelse. Kandidatopstilling sker på elevforeningens ordinære generalforsamling, og fremgangsmåden følger samme regler som ved valg af bestyrelsen til elevforeningen fastsat i §7, stk. 1-5. Der er intet krav om medlemskab af Elevforeningen for opstilling og valg til Testrup Højskoles bestyrelse.
Motivering:
Dette forslag kommer på baggrund af en større vedtægtsrevidering af Testrup Højskoles vedtægter. På anbefaling af FFD (Folkehøjskolernes Forening i Danmark) er der blevet sået tvivl om lovligheden af vedtægterne for skolen. Dette har har givet anledning til en revision af skolens vedtægter, hvor den store ændring er, at skolekredsen bliver nedlagt og genopstår tættere tilknyttet til skolen. Den nye skolekreds generalforsamling bliver derved også skolens generalforsamling. Ændringerne er lavet med et ønsket om en demokratisering af skolens vedtægter og en mere gennemsigtig ordning for valg til skolens bestyrelse – svarende til mange andre højskolers praksis. På baggrund af ændringer i Testrup Højskoles vedtægter skal Elevforeningens vedtægter tilpasses og opdateres. Alexander Thorvaldsen, elevforeningens nuværende mandat i skolens bestyrelse, vil uddybe denne indstilling på generalforsamlingen lørdag d. 1. august kl 9.30 sammen med Besty.
Note:
Hvis skolens bestyrelse ikke vælger at ændre deres vedtægter, så frafalder denne vedtægtsændring, og vi går tilbage til forhenværende vedtægtsformulering.
Indstilling 2 – Redaktionelle ændringer
1 – Ændring af §2
Nuværende:
§2 Foreningens hovedformål Foreningens hovedformål er:
Forslag:
§2 Foreningens hovedformål
Foreningens hovedformål er:
(Linjeskift indsat mellem “§2 Foreningens hovedformål” & “Foreningens hovedformål er:”)
Motivering:
“Foreningens hovedformål” står skrevet 2 gange i overskriften. Ved at flytte gentagelsen ned får vi et mere rent udtryk og en nemmere læseforståelse.
2 – Fjernelse af tidligere “godkendt…” + “ændret…”
Nuværende:
Godkendt på generalforsamlingen den 7. august 1999.Ændret på generalforsamlingen den 6. august 2011.Ændret på generalforsamlingen den 4. august 2018.Ændret på generalforsamlingen den 6. august 2022Ændret på generalforsamlingen den 3. august 2024
Forslag:
Godkendt på generalforsamlingen den 1. august 2026
Motivering:
Det er proforma kun at have den seneste godkendelse stående. Det vil udvise mere sirlighed.
—
Hvis du nu sidder inde med spørgsmål eller andet, så er du som altid velkommen til at henvende dig til os på besty@testrupelev.dk
Vi glæder os rigtige meget til generalforsamlingen d. 1. august kl 9.30, hvor disse vedtægtsændringer skal fremlægges!
Du kan læse resten af foreningens vedtægter på testrupelev.dk/vedtaegter
Program for Auguku
Nu kan vi endelig vise det færdige program for Auguku!Hvis kvaliteten ikke er god nok her, så kan du finde programmet som PDF på vores hjemmeside: testrupelev.dk/auguku-2026

Program for Elevmøde
Der er selvfølgelig også et særskilt program for elevmødet!Og her gælder det også, at du kan finde programmet som PDF på vores hjemmeside: testrupelev.dk/elevmoede-2026Det er også på dette link, at du kan læse mere og finde elevmødets tre billettyper: weekendbillet, lørdagsbillet & jubilarbillet!

Forårsweekend

I weekenden 10.-12. april blev foråret for alvor skudt i gang – men på en jordnær og nærværende måde. Årets tema for Forårsweekenden var nemlig JORD.
Fredag aften ankom et helt hold gamle testruppere med røde kinder, god energi og gensynsglædens lys i øjnene. Det var tydeligt, at de ikke kun havde glædet sig til at se hinanden igen, men også til (for nogle, endnu en gang) at lave højskole sammen. På højskolen tog F26 imod de gamle elever med de mest åbne og gæstfri arme! Der skal lyde den største tak til F26 for den fantastiske måde at lade elevforeningen være en del af deres højskoleophold i en weekend!
Lørdag morgen blev der sunget og danset ved bålpladsen, hvor F26 bød op til nordisk folkedans, inden alle blev sendt ud på workshops med høj puls og smil på læberne. Verdens længste workshop, Dirty Dancing, naturspa, høvdingebold, kærlighedsfyldte rødder, et smukt foredrag og et stort hul senere sad alle i spisesalen med jord under neglene og forårstrætte ansigter – klar til den legendariske festmiddag, hvor køkkenet endnu en gang havde tryllet og naturligvis ladet menuen gå hånd i hånd med jordtemaet.
Søndag blev weekenden rundet af med mokost, oprydning på sovesale og en sidste tiltrængt sangtime med Anne Grethe, inden kram, farvel og “vi ses snart” fyldte gården og bussen kørte mod Århus igen.
Forårsweekenden mindede os endnu en gang om, at Testrup Højskole ikke kun er et sted, man har gået; det er et fællesskab, man bliver ved med at vende tilbage til. Tak for dans, snak, grin og hjælp til at genetablere jordforbindelsen. Vi ses snart igen!
Ollerup møde

I slutningen af maj blev vores Besty-møde afholdt under lidt andre forhold end normalt. Esther, som bor i Ollerup, havde inviteret resten af Besty til Sydfyn, hvor weekenden bl.a. bød på møde, planlægning og masser af dejlig sommerstemning.
Vejret viste sig fra sin bedste side, så vi kunne sidde udenfor det meste af dagen, mens vi planlagde Auguku og evaluerede årets Forårsweekend, og selvom Besty-weekender ofte står i mødets tegn, er der selvfølgelig også altid plads til hygge!
Vi var heldige at kunne nyde en sen frokost hos Katrines forældre, som tilfældigvis også bor i Ollerup, og med lyden af Dansktopfestivalen på Ollerup Højskole som baggrundsmusik, tog vi senere bussen ind til Svendborg. Her kunne vi bade, spise lækker mad og drikke en øl på havnen. Alt i alt en fantastisk hyggelig weekend i sydfynske omgivelser.
Afslutningsvis vil vi endnu engang sige tusind tak til alle jer medlemmer for at støtte op omkring foreningens arbejde! Foreningen er ingenting uden jer!
Vi ses snart igen!// Besty
PS. Man er som altid velkommen til at skrive til os med kommentarer, spørgsmål, gode ideer til arrangementer, foredragsholdere eller andet. Vi er klar på alle kanaler!
