
Kære medlem!
Der er sket en masse i elevforeningen siden sidst, og det skyldes selvfølgelig, at elevforeningens årlige elevmøde blev afholdt her den første weekend i august. Der er bl.a. blevet valgt et nyt Besty og der er også sket vedtægtsændringer.
Vi er i Besty også i fuld gang med forberedelserne til Efterårsweekenden 2026! Og vi har brug for jeres hjælp til at afholde workshops for nuværende og gamle elever! Læs mere nedenfor.
God læselyst!
(PS.: nederst i nyhedsbrevet kan du se datoerne for elevforeningens arrangementer i det kommende foreningsår.)
Efterårsweekend 2026

E26 mødte op på Testrup Højskole d. 6. august og er allerede i fuld gang med at lave en masse højskole. For elevforeningen betyder et efterårsophold selvfølgelig også efterårsweekend, og denne gang ligger den i weekenden d. 2. – 4. oktober 2026!
Efterårsweekenden er gensynsweekenden for gamle elever på det lange efterårsophold, og du kan læse meget mere om efterårsweekenden her: testrupelev.dk/efteraarsweekend-2026
Billetsalget starter d. 9. september kl 17.00.
Billetten koster 275,-, og for at deltage skal man være medlem af elevforeningen.
Afhold workshop
Vi har igen brug for jeres hjælp til at afholde workshops for nuværende og gamle elever! Så har du, alene eller sammen med en ven eller to, en fed ide til en workshop, så send den til os på besty@testrupelev.dk senest søndag den 7. september kl. 23.59. Også helt løse ideer modtages!
Du kan læse mere om, hvad det vil sige at afholde workshop, og finde en ansøgningsguide her: testrupelev.dk/workshoplaerer-til-fw-og-ew/
Elevmødet 2026

Elevmødet blev skudt i gang af en ildkugle – literally – og under ildshowet tog enkelte modige selv staven i hånden og prøvede kræfter med ild. Måske næste års show endda kan arrangeres inhouse? Det var fantastisk at mærke de mange jubilarer og andre gamle testruppere troppe op med en dejlig energi af gensyn.
Lørdagen bød på en livlig generalforsamling i store sal, hvor der blandt andet blev stemt om vedtægtsændringer. Elevforeningens bestyrelse havde indstillet 2 ændringsforslag, og du kan læse dem under “vedtægtsændringer” i vores nyhedsbrev fra juli: testrupelev.dk/nyhedsbrev-juli-26. Begge indstillinger blev stemt igennem.
Hele referatet af generalforsamlingen kan du læse på vores hjemmeside her.
Efter generalforsamlingen bød køkkenet på lækker frokost, og med mætte maver kunne vi gå ind i store sal igen – denne gang for at høre foredrag. Matthias Dressler-Bredsdorff læste op og fortalte om sin bog Efter faldet i et oplæg, der sagtens måtte have varet mindst en time mere.

Efter foredraget (og lidt kaffe og kage) gik jubilarerne samlet ned mod verdens ende, hvor lærerne stod klar med forfriskninger og godt humør! Det var en skøn solrig eftermiddag, hvor der blev snakket om gamle tider med højskolekammerater.
Om aftenen blev gårdrummet under ledsagning af Thorbjørn indviet, og selvfølgelig kan der ikke være et elevmøde uden festmiddag. Det bød aftenen naturligvis også på.
I ægte Testrup-stil rundede vi weekenden af med Mokost, oprydning og en sangtime med Anne Grethe og med “Jeg ved en lærkerede” som sidste sang blev vi sunget ud. Efter kram, farvel, “vi ses næste år!” og enkelte tårer, kørte busserne mod Århus og København.
Den nye bestyrelse
På generalforsamlingen blev der også valgt en ny bestyrelse for elevforeningen. Efter valget trådte Katrine, Mathias, Jonathan og Esther ud af bestyrelsen, og samtidig trådte Ane, Karl, Maja & Andrea ind.
Der skal lyde den største tak til de udtrædende bestyrelsesmedlemmer for deres kæmpe arbejde i det forgange foreningsår! Og nu glæder vi os i den nye bestyrelse til det nye foreningsår!
Efter generalforsamlingen 2026 ser elevforeningens bestyrelse således ud:

Fra venstre:
Anne-Grethe Severinsen (lærerepræsentant)
Stine Lakkenborg Christiansen (kasserer)
Ane Regine Schöler
Gustav Emil Møller (forperson)
Janus Sandlykke
Karl Lyng
Maja Elsholm Blichfeldt
Kristian Jensby (næstforperson)
Andrea Hebsgaard Møller (sekretær)
Auguku 2026

Sommeren er ved at nærme sig sin afslutning, og vi har endnu en gang været et smut forbi sommerens ø. Også i år blev Auguku afholdt i allerbedste Testrup-manér med morgensamlinger, Mittwegs-Mottweg, kulturcafé, middag i sandet, strandbus, workshops, linjefag – og en masse AUGUKU-magi derimellem.
På dette års Auguku har vi haft 11 workshops. Dagbladet Disinformation holdt os opdateret på alt det, der skete (og ikke skete). Soft Porn Hard Times bød på en flugt ind i kærligheden, mens den Italienske Sommer var en smuttur til Italien. DJ-crewet fyrede op for bangers hele ugen, Boogielisten mindede os om, at Shakiras hofter virkelig ikke lyver, og Fabelagtig Croquis fordybede sig i kroppen og naturen. I Music Testrup Vision fik vi vores helt egen musikvideokanal, og Drengene fra Agora bød på et alternativt (læs: rigtig sjovt) take på Aristofanes’ komedie. Ligeledes kunne vi grine om fredagen, da vi fandt ud af, at Sig Noget Sjovt-workshoppen formåede at sige noget sjovt.
Men Auguku er jo intet uden linjefagene. Nogle kastede sig rundt i sandkassen, mens andre kastede sig ud i at bygge noget for første gang – alt fra flotte møbler til skattekister og en hest. Keramik berigede os med service til en forfærdelig middag, og med penslen i hånden kom kunst helt tæt på planterne. Med klubben kom vi ud på floor, og improteater tog os med en tur i IKEA. Der blev skrevet om mildheden, snakket og tænkt over simulationer og det spektakulære. Til sidst blev vi spillet og danset i mål af Sang og Dans workshoppen, der i samarbejde med Danseworkshoppen under små dryp fra himlen fik gynget os hjem fra sommerens ø og videre ind i elevmødet.
Igennem hele ugen er vi blevet holdt i hånden af skolens personale, som har sørget for, at alt det her kunne ske. En kæmpestor tak til pedellerne og oldfruerne, Helle og Simon – og ikke mindst køkkenet. Vejen til hjertet er som bekendt gennem maven.Tak for en sommer fyldt med grin, musik, ild, sand, dans, nye bekendtskaber og gensyn. Vi ses til næste år!
Datoer for kommende arrangementer
Her til sidst kan du se datoerne for arrangementerne i dette foreningsår:
- Efterårsweekend 2026: 2. – 4. oktober
- Forårsweekend 2027: 9. – 11. april
- Auguku 2027: 31. juli – 6. august
- Elevmøde 2027: 6. – 8. august
- Jubilarbar 2027: 7. august
Du kan se alle kommende arrangementer på vores hjemmeside:testrupelev.dk/arrangementer
Vi ses snart igen!
// Besty
PS. Man er som altid velkommen til at skrive til os med kommentarer, spørgsmål, gode ideer til arrangementer, foredragsholdere eller andet. Vi er klar på alle kanaler!
